Vild weekend

Vi har haft drøn på i denne weekend, den har nemlig været fyldt med planer. Torsdag-fredag havde vi min bror sovende og da han tog hjem, kom en god veninde på besøg kort efter. Hun blev også og overnattede, vi tøsehyggede for fuld hammer med snolder og film. Lørdag formiddag kørte vi en tur i Billigblomst i Tilst. De har, som navnet hentyder, utroligt billige blomster. Jeg købte lidt nye planter, krydderurter og potter, de havde også en kæmpe monstera der fristede mig voldsomt meget, men jeg må vente tålmodigt og se om de to jeg har ikke snart får vokseværk, for jeg tror at Rúni synes at 400.- er lige vildsomt nok at give for en plante.

Klokken 18 skulle vi til fødselsdag hos min fætter i Randers. Festen blev holdt i et telt i haven, med alt hvad der hører sig til, til en 18 års fødselsdag. Der var helstegt pattesvin, sluch ice, røgmaskine og våde varer i lange baner. Sent ud på aftenen blev der bakket en bil ind i teltet, fordi at den havde et godt anlæg med god bass. Sådan noget sker vidst kun i Randers! :-D

Jeg har ikke været i byen siden november måned, så det er efterhånden meget længe siden, at mor her er blevet luftet. Desværre skulle Rúni hjem på nattevagt klokken 22 og vi havde ikke rigtigt nogle pasningsmuligheder til Lucas. Jeg puttede ham, og efter lang tids kamp hvor jeg selv fik blundet lidt, gik han omkuld og jeg satte jeg babyalarmerne til og gik tilbage til festen. Min storebror var så sød, at han sagde at han godt kunne holde øje med Lucas og alarmerne imens jeg tog i byen, da han alligevel ikke havde planer om at tage med. Det takkede jeg selvfølgelig ja tak til, det er jo som sagt længe siden, at muligheden for en lille bytur har budt sig. Der var festuge i Randers, så der var gang i den i Storegade. Det var ret så sjovt at feste med min søster, svoger, fætre og kusiner.

Efter en tur på restaurant Den gyldne måge, blev vi hentet af min søde faster. På turen hjem sad jeg på forsædet, hvor jeg på mystisk vis formåede at sætte mig i en bøtte karrysovs fra Mc. D. Morgenen efter var numsen på mine bukser smurt godt og grundigt ind i de gule kary-safter, så der kunne jeg godt regne ud, hvordan min fasters bil måtte se ud.? Heldigvis var sædet af læder, så det kunne tørres af og så fik familien sig ellers et godt grin til morgenbordet, over hvor klodset jeg alle dage har været. Ups! Vi var hjemme fra byen klokken 4.30 og der var jeg bare så klar til at knalde brikker, at jeg faldt i søvn med det samme jeg ramte hovedpuden. Min bror stod op med Lucas, så jeg kunne sove den ud. Luksus! Vi blev hentet af Rúni ved middagstid, da vi kom hjem kunne jeg lige nå en hurtig powernap, inden vi skulle ud til min mor til boller og lækker aftensmad. Jeg var lidt ramt af tømmermænd, men på trods af træthed var det en rigtig hyggelig og dejlig eftermiddag og aften.

Det har været en skøn og travl weekend og jeg kan godt mærke, at jeg er lidt brugt i dag. Lucas fik feber i nat, så han er hjemme fra vuggestuen. Stakkels lille skat. Feberen er heldigvis allerede faldet fra 39,4 til 38.5, så det går den rigtige vej. Hele morgenen har vi puttet og set tegnefilm, men nu er han kvikket lidt op og vil gerne lege. Jeg krydser fingre for at han hurtigt af rask, det er aldrig sjovt når de små er syge.

Jeg håber at weekenden har været god ved jer! Og så vil jeg lige sige tak fordi i har taget så godt imod min nye blog. Jeg kan se at der sidder flere bag skærmene derude og læser med og det gør mig simpelthen så glad i låget, at i gider! <3

Synes godt om

Kommentarer